At flytte eller ikke flytte, dét er spørgsmålet
Vores forhold startede i sommeren 2020, midt under coronapandemien. På mange måder er vi begge den type, der i den tid fandt ud af at vores livsstil, er det andre kalder “isolation”. Selvom vi nyder hinandens selskab, trives vi også med at have ro omkring os. Vi er begge fraskilt med hvert vores hjem, én times afstand fra hinanden. Vi havde begge hjemmeboende børn tilbage i 2020 på 7/7-ordning. De første 4,5 år af vores forhold fulgte vi en ret fast rutine. Vi mødtes om fredagen når børnene var afleveret og var sammen indtil søndag aften. Herefter fulgte fem døgn alene i hvert sit hjem, og derefter en uge med børn i hjemmene.
Ved indgangen til 2025 opstod muligheden for at ændre rutinen. Acacias søn skulle på højskole. Det skabte bedre plads til, at vi begge kunne være i hendes lejlighed. Vi var knap kommet i gang med året, før vi fik en kedelig overraskelse. Acacia viste sig at være alvorligt ramt af brystkræft. Hun skulle have kemo- og immunterapi. Hun skulle opereres. Hun skulle have strålebehandling. Hele pakken! Vi fik hurtigt indrettet lejligheden til at kunne rumme os begge, og så boede vi ellers sammen hver anden uge.
Det var noget af en omvæltning. Med Acacias sygemelding og Sørens hjemmearbejde, var vi pludselig sammen det meste af tiden. Spisebordet blev inddraget til arbejdsbord. Soveværelset blev inddraget til restitutionsrum. Det fungerede nogenlunde. Acacia kunne dog godt føle sig indespærret, når der foregik et onlinemøde, som forhindrede bevægeligheden i stue og køkken. At rykke kontoret ind i soveværelset kunne pladsmæssigt godt lade sig gøre, men ville så afspærre Acacia fra sit restitutionsrum.
Tanken om at have sit eget sted, i nærheden af Acacias, opstod så småt hos Søren. Det var mest bare en tanke og nogle besøg på Boligsiden. Det virkede ikke attraktivt med et boliglån og en husstand mere at passe. Mest optimalt ville det være at dele en bolig sammen med en anden. Men da det ikke hastede at finde en løsning, blev den model aldrig afsøgt.
Der skete nemlig det, at vi i november måned, deltog i en hyggelig sammenkomst i nærområdet. Her fik vi fortalt, at der snart ville blive en andelsbolig ledig. En andel på 80 kvadratmeter for lidt over 500.000 kr. og en husleje tæt på 3.000 kr. pr. måned. Søren havde ikke haft andelsboliger i tankerne, men synes det lød overkommeligt. Samme aften vendte han tankerne for Acacia. Hun havde sjovt nok også været fristet ved tanken om andelsboligen, hvor hun kunne få sin egen have og en overdækket terrasse. Den person Søren havde manglet at købe bolig med, viste sig altså at være Acacia.
Vi tog hurtigt op for at kigge på andelsboligen. Vores interesse for boligen satte gang i samtaler om flytning. Acacias mor tippede os om boligen på Oventoften, der kostede lidt mere, men til gengæld var en ejerlejlighed. Den var vi også hurtige til at tage ud og kigge på. Valget var svært. Skulle vi vælge en andelsbolig med to værelser, som vi kunne købe kontant? Et sted hvor det ikke var nødvendigt at gøre så meget, men hvor det til gengæld ville være svært at holde pengene hjemme på det man gjorde. Skulle vi vælge en ejerlighed med energimærke F, hvor der skulle gøres en masse, men hvor vi kunne få det som vi ville have det? Eller skulle vi i det hele taget bare tage den med ro, og lade være med at flytte?
Acacia var ved at restituere efter strålebehandlingen og synes et renoveringsprojekt virkede omfattende. Samtidig havde renoveringen af hendes nuværende lejlighed været stressende, og det ønskede hun ikke at udsætte sig selv for igen. Andelsboligen virkede derfor som et mere sikkert valg.
Søren oplevede derimod at ejerlejligheden trængte sig på, hver eneste gang han satte sig ned for at meditere. Nye ideer blev ved med at opstå, og han kunne også mærke, at kreativiteten mellem ham og Acacia blomstrede når de overvejede hvad der kunne gøres på Oventoften. Lysten til at kaste sig ud i et renoveringsprojekt, hvor nye ideer kunne afprøves, blev ved med at vokse hos Søren. Til sidst meddelte han Acacia at andelsboligen ikke længere var i spil for hans vedkommende. Han var klar til at købe ejerlejligheden selv, og om nødvendigt også gennemføre projektet selv. Acacia var meget velkommen til at deltage i det omfang hun kunne og ville, men det var ikke noget krav. Om nødvendigt kunne lejligheden blive Sørens egen base i byen.
Her opstod behovet for ressourcebevidsthed for første gang i vores proces. Kunne vi træde ind i et renoveringsprojekt med respekt for, at Acacia kunne mangle energimæssige ressourcer, imens Søren kunne have et overskud af energimæssige ressourcer, eller omvendt. Kunne sådan en proces blive ligeværdig uden at degenerere til laveste fællesnævner? Ingen af os ønskede os et evighedsprojekt, men vi følte os heller ikke pressede til at levere en strømlinet byggeproces.
Vores aftale blev derfor, at vi ville kaste os ud i en renovering, hvor der skulle være plads til at udfolde sig, men uden at nogen af skulle knække. Hverken mentalt, fysisk eller følelsesmæssigt. Vi ville gøre det ordentligt og lade tingene tage den tid, der ville være behov for. Vi ville gerne investere i nye løsninger, der kunne spare på energien, men også uden at tabe en masse penge. Derfor var det altafgørende at vi kunne købe boligen til den rigtige pris og have en overordnet plan for slutresultatet.
Da denne balance synes at indfinde sig i starten af december, lukkede vi en aftale med sælgeren, og skrev under på en købsaftale. Beslutningen var truffet. Vi skulle flytte og købe en ejerlejlighed sammen.